Winther som cyklen

Om fantastiske bøger, æventyr, rollespil, katte og hvad jeg ellers finder på

Rapport Danvidia 21. marts 2018

Filed under: Rollespil — Pia Winther @ 19:28

 Rapport, opgave i Danthivia

skrevet af

12. september 1851 – tog mellem Medien og Landgraaf

Vi har modtaget et telegram med nye ordrer. Vores opgave er at efterforske et højtplaceret medlem af en religiøs orden i Danthivia. Ifølge Feltmarskal John’s husholderske har han den seneste tid opført sig underligt, nærmest som om han var besat. Derfor tager vi med det samme toget fra Medien til Seeburg am Ostermeer i Danthivia på 2. klasse, med skifte i Landgraaf. Enkelte havde ved afgang en følelse af at blive observeret, Alexandros følte ydermere magi – hvilket han desværre ikke delte med resten af gruppen før langt senere.
Undertegnede føler her, at gruppen som helhed bør arbejde på, og blive bedre til, at dele denne type oplysninger!
Ombord på toget var hvad der kan forventes af en rejse mellem Medien og Danthivia. Dog rejste to vi mistænker var medlemmer af det hemmelige politi med toget.
Under rejsen fik holdet serveret te af, hvad vi senere kunne konstatere var, en højst mistænkelig kvinde! Mens nogle af holdet trak luft, forsøgte hun at komme i snak med Max. Gennem kvindelist er hun kommet i besiddelse af al den viden, Max har om missionen. Det var først, da kvinden henvendte sig senere, mens resten af holdet var til stede, at der blev fattet mistanke til hende.
Paskontrollen mellem Medien og Lydien og Lydien og Danthivia var uden problemer, Alexandros’ rejsedokumenter giver ikke anledning til problemer.

13. september 1851 – tog mellem Landgraaf og Seeburg

Da vi stod og ventede på togforbindelse i Landgraaf, opdagede Cassie og Mackenzie at te-damen fra det første tog holdt øje med os, mens hun talte med en lanter. Lanteren var, i mangel af bedre ord, “off”. Han havde tøjet, men så forkert ud, han så ud som om han kom fra de vestlige kolonier. Det blev besluttet at undersøge om lanteren var ombord på det nye tog efter afgang. Han blev fundet på coach, men nu havde han blond hår og blå øjne. Alexandros mærkede at magi var blevet brugt på ham, men vi var usikre på, til hvad formål. I lyset af, hvor meget det var lykkedes te-damen at få ud af Max, besluttede Cassie, at det bedste ville være at få fat i ham, og finde ud af, hvor stor en trussel han og te-damen udgør, og ikke mindst, hvorfor de holder øje med os. Om det var relateret til den nuværende, eller tidligere opgaver. Vi fik lokket lanteren med til bagagevognen, hvor vi ville udspørge ham. Desværre blev han voldelig, og det var umuligt at tale til fornuft med ham, han blev ved med at kæmpe uanset hvad vi gjorde, og tog langt mere skade, end hvad både Cassie og Mackenzie vurderer en mand på hans størrelse burde kunne tåle. I sidste ende, så vi ikke anden udvej end at bruge dødelig vold. Efter døden indtraf ændrede hans træk sig til, hvad vi må gå ud fra, er hans egne: en lanter, som vi først så ham. Ved undersøgelse af den afdøde opdagede vi, at han havde fået brændt runer ind i huden på begge arme. Alexandros erindrede, at det er runer, det kun er hekse, altså illegale magibrugere, der ville bruge. Efterfølgende fjernede vi alle spor efter kampen, og eftersom flere af holdets medlemmer var udmattede efter sammenstødet, besluttede vi ikke at gøre mere efter ankomsten til Seeburg.

14. september – Seeburg

Vi har installeret os på et mellemklassehotel. Mens resten af holdet hvilede ud den første aften, undersøgte Vincent og Mackenzie Feltmarksal Johns hus, som det viste sig, var blevet lukket af myndighederne – politiet må vi gå ud fra.
Det viser sig, at det er lykkes Alexandros at fange lanterens sjæl, og vi har derfor mulighed for at udspørge ham/den. Det er besluttet, at det logiske er at udføre ritualet. Herefter skal vi finde husholdersken, og tale med myndighederne.

15. september – Seeburg

Vi talte om vores muligheder og blev enige om, at det logiske ville være først at tale med husholdersken og derefter gennemsøge fader Johns hus.
Vi opsøgte husholdersken Helga Jansen, der sagde at fader John var begyndt at opføre sig underligt (tale med usynlige personer, etc.) for ca. to måneder siden. For ca. to uger siden var det blevet værre og for fem dage siden var han faldet sammen henover sit skrivebord, og ms Jansen havde ikke været i stand til at vække ham. Fader John blev herefter transporteret til hospitalet, og har været i koma lige siden.
Vi fik husholderskens nøgle, så vi kunne undersøge fader Johns hus. Her fandt vi noter, der viste, at han arbejdede på en oversættelse. Vi fandt desuden en liste over referencetekster i alfabetisk rækkefølge (alle teksterne var ikke at finde i fader Johns eget referencebibliotek, da nogle af dem, ifølge Henry, slet ikke eksisterer længere). Vi fandt også resterne af en meget gammel og medtaget tekst i en glasboks. Det kan ikke udelukkes, at den er en del af det, fader John arbejdede på at oversætte.
I pejsen fandt vi desuden rester af en ornamenteret glaskugle, der afgav svage spor efter magi. Vi arbejdede videre ud fra en teori om, at kuglen indeholdt det samme stof, som den te der dræbte flere mennesker i forbindelse med vores tidligere sag om den botaniske ekspedition til Otaheide. Vi manglede dog på daværende tidspunkt at verificere dette. Kuglen er sandsynligvis blevet smidt ned i den tændte pejs gennem skorstenen, og dampene fra det magiske stof har sendt fader John i koma. Vi mangler dog stadig en forklaring på hans opførsel i månederne op til.
Hele dagen var vi opmærksomme på om nogen fulgte efter os. Vi observerede den samme blomsterpige to forskellige steder i byen, men så hende ikke igen. Her er der en vis uenighed i gruppen om, hvorvidt det var en bevidst handling, at blomsterpigen fulgte efter os, eller ej.
Samme eftermiddag fulgte vi op på glaskuglen, og besøgte kunsthåndværkernes marked, for at opspore hvem der havde lavet glaskuglen, og, hvis vi var heldige, finde ud af hvem der havde købt den. En Dieter Strassmann havde købt syv glaskugler der matchede resterne vi havde fundet. Endnu engang registrerede vi lanterindblanding, for sælgeren kunne huske, at køberen var iført skorstensfejerjakke, men bar lanterbukser.
Vi valgte at følge op og opsøgte Skorstensfejerlauget, og fik bekræftet Dieter Straßmanns identitet. Hr Straßmann er desværre afgået ved døden, i hvad myndighederne mener var et uheld. Han blev dog fundet uden sin jakke og hat. Straßmanns enke bekræftede disse informationer.

16. september – Seeburg

Næste morgen delte vi os op, for hurtigt at kunne følge op på et par løse ender. Vi manglede at undersøge taget på Fader Johns hus for spor. Max, Vincent og Mackenzie tog tilbage til huset for at undersøge taget, men fandt desværre intet interessant. Imens tog Cassie, Henry og Alexandros til hospitalet for at se til Fader Johns, som ligger i koma. Her er undertegnede ikke helt sikre på, hvad der skete, men da vi kom tilbage til hotellet mødte Henry os udenfor og var voldsomt oprørt, han fortalte at Cassie, Alexandros OG Fader John lå bevidstløse på hans værelse. Henry forklarede at det er den magiske teplante fra den botaniske ekspedition, som Cassie havde fået indåndet, hvorefter Alexandros på en eller anden måde var fulgt med hende på “ånderejse”. Det var herefter lykkedes Henry at transportere de tre bevidstløse tilbage til hotellet. Cassie og Alexandros genvandt bevidstheden, mens fader John stadig er i koma. Ifølge Alexandros er fader Johns sjæl væk fra hans krop og kan ikke finde tilbage, så vi overtalte præsterne i Athenes tempel, til at prøve at hjælpe ham tilbage, hvilket de vil forsøge med assistance fra flere andre templer.
På daværende tidspunkt havde Alexandros en teori om, at det kunne være Lady Sybil der stod bag. Der var delte meninger i gruppen om validiteten i teorien, men hans argumenter var overbevisende, den ene undertegnede faldt i det hvert fald værd at tage mistanken alvorligt.
Vi har været på politistationen og tale med en lanter, som blev arresteret lige udenfor for vores hotel. Han er en del af en klan, som på en eller anden måde er blevet lokket til at tro, at de brændemærker vi tidligere har bemærket* (se bilag), er gudernes vilje – nogle af dem er her i Danvithia – mens resten er i Medien ved den store udgravning, aviserne har skrevet om. Alexandros vurderer, at klanen i alt tæller ca. et par tusind medlemmer i alle aldre.
Vi undersøgte lejren udenfor Seeburg, og fandt her ca. 60 lantere. Nogle af mændene var midt i et ritual, hvor én af dem blev brændemærket med magiske runer som belønning. Det var de samme magiske tegn, som landeren vi mødte i toget havde, og teen indgik også i ritualet. I lederens vogn fandt vi, hvad der ligner en del af den referenceliste, som vi fandt i fader Johns bolig. Det lader til at være en del-liste, der både starter og slutter brat.

17. september – 18. september, Seeburg og tog fra Seeburg til Medien

Vi besluttede os for at undersøge Fader johns hus en ekstra gang, fordi vi mente, at vi måtte have overset noget under vores første undersøgelse, der var for mange huller i vores informationer.
I huset fandt vi flere brugbare spor, desværre var lantere fra lejren fulgt efter os tilbage til byen, og under forsøg på direkte konfrontation satte de ild til huset. Vi slap væk ved at springe i kanalen, og tog derefter det første tog fra Seeberg mod Medien.
Vi var desværre ikke alene, på trods af vores forholdsregler lykkedes det en lanter at overraske os med en glaskugle med blomsterstøv. Vi har dækket vores spor, og på den afdøde lanter fandt vi en kodet seddel, som Alexandros og Henry brugte resten af togturen på at tyde. Det viste sig at være anvisninger til, hvor han kunne afhente en frisk portion blomsterstøv fra Otaheide-blomsten i Medien.

19. september – Medien

Ved ankomsten i Medien blev det besluttet at Alexandros skulle opsøge lanterne, for at fortælle dem om den faldne klan med tatoveringerne. Imens var Max og Cassie nødt til at lægge vejen forbi vores folk ved hefaisten, for at hjælpe til med deres tekniske og medicinske kunnen.
Efter noget tid lykkedes det Mackenzie, Henry og Vincent at komme frem til adressen, en villa under restauration, i et velhaverkvarter. Mens vi sneg os ind, blev Mackenzie opdaget og valgte at gå frivilligt med, hvorefter hun blev indespærret i en vinkælder. Det lykkedes dog Vincent og Henry at befri hende. Den ene mistænkelige person blev tilbageholdt og den anden blev spærret inde i kælderen, hvor Mackenzie tidligere havde opholdt sig. Hvad vi ikke vidste var, at der var en hemmelig udgang, gemt bag en af vinreolerne. Det lykkes personen i kælderen at slippe ud, vi eftersatte ham og efter en kort jagt gennem huset, lykkedes det os at uskadeliggøre ham. Herefter lykkedes det os at finde papirer, der afslørede, at Otaheide-blomsten sandsynligvis befandt sig i et kloster udenfor byen. Eftersom vi var begrænset af, at huset myldrede med uskyldige håndværkere, lykkedes det beklageligvis de to suspekte personer at undslippe. Henry kom slemt til skade, efter en stor vildkat blev forskrækket under undersøgelsen af orangeriet (hvor den havde været indespærret) og angreb ham. Eftersom vores faste læge var kaldt til hefaisten, valgte vi at bringe Henry til hospitalet for at modtage behandling, og han var heldigvis hurtigt klar til at tage med til klosteret.

20. september – 21. september – Medien

Klostret lå en dagsrejse udenfor byen, og vi opsøgte en kro i nærheden, for at få efterretninger om klosteret. Vi udspurgte de tilstedeværende, og fandt at der opholdt sig en del mænd på klosteret, der i øvrigt er lukket for offentligheden, mens det undergår renovation.
Vi fandt flere indgangsmuligheder, og valgte den mest sikre. Selve blomsten stod centralt i klostergården og kunne ikke flyttes. Vores bedste bud var, at brænde den ved hjælp af fundet krudt og alkohol. Der var for mange modstandere til, at vi vurderede der var andre muligheder, og en konfrontation ville ikke være ønskelig. Blomsten blev destrueret planmæssigt, men det må forventes at i hvert fald nogle af de tilstedeværende håndlangere og og tilstødende håndværkere i værste fald kan have mistet livet. For dels frigav Otaheide-blomsten en sky af støv (muligvis som forsvarsmekanisme, siger Henry), og dels bredte flammerne hurtigere end forventet. Både Mackenzie og Henry blev ramt af blomsterstøvet, men kun Henry synes være blevet påvirket af støvet. Han måtte endnu engang på hospitalet, og har modtaget chokbehandling for at vågne fra blomsterrusen.

22. september – Medien, udgravning

Sidste del af rapporten er skrevet af Mackenzie Dealan-de alene.
Dagen efter var holdet atter samlet og klar til at tage mod udgravningen af oldtidsbyen, for at få opklaret hvad alle disse problemer skyldes. Vi vidste selvfølgelig, at lady Sybil stod bag og vidste, at en zeppeliner lige var ankommet til byen, som vi vurderede lady Sybil kunne være ombord på.
Vi valgte at snige os ind forklædt som arbejdstilsynet, en fremgangsmåde der virkede efter hensigten. Vi fandt hurtigt ud af, at de gravede det forkerte sted. Uheldigvis blev Henry og Alexandros opdaget af nogen af udgravningens vagter, og ført væk. Her mødte de en gammel kending; Aidan the Irish, som vi nu med sikkerhed ved arbejder for lady Sybil. Inden det lykkes resten af holdet at redde dem, var de begge blevet afhørt. Det er for nærværende uvist, hvor meget de har nået at afsløre, både Henry og Alexandros er meget berørte af de efterfølgende begivenheder.
Uheldigvis var det lykkes Aidan at få fat i det kort, som Henry lige havde lavet, og som viste det korrekte sted at grave, og vi måtte eftersætte ham, da han hastigt forlod lejren i en karet mod lufthavnen. Efter en kort konfrontation med Aidan the Irish, lykkedes det os både at få fat i kortet og sætte zeppelineren ud af spillet,.
Tilbage i udgravningen fulgte vi Henrys kort, men blev opdaget af lady Sybil, Aidan the Irish, samt to ledere af den lanterklan lady Sybil har udnyttet – begge tatoveret med magiske runer. Udover dem, var der også en vildmand, bevæbnet med en blunderbuss. På grund af skydevåben og lanternes tatoveringer, var vi hæmmet i vores handlemuligheder. Lady Sybil virkede mest interesseret i Henry og Cassie og til dels Max og Vincent. Mens Aidan vendte sin opmærksomhed mod Mackenzie.
Det endte i en konfrontation, hvor flere af holdets medlemmer blev alvorligt såret af magi eller i fysisk kamp. Se liste over skader.
Det lykkes i sidste ende Henry at bryde lady Sybils magi, og holdet slap væk, med de tekster hun gravede efter i ruinerne.

22. september – ? Medien, oprørslejr

Vi er taget tilbage til oprørernes lejr, da vi er både sikre og velkomne her, og de har den lægehjælp vi har brug for, mens holdet kommer sig over skaderne. Vi har endnu teksterne i vores besiddelse, og venter på instrukser. Det er undertegnedes forslag, at vi overlader teksterne til hold F og A, som alligevel er i Medien i forbindelse med arbejdet ved hefaisten.
Det meste af holdet har brug for hvile for at komme sig, og vi påtænker at blive her i hvert fald en uge, før vi tager hjem.

Skadeslidte

  • Alexandros
    • Selvforskyldt knivskade i hånd, i forsøg på at vække Cassie fra drømmerejse.
      • På trods af, skaden var selvforskyldt, var den berettiget og bør kompenseres.
    • Faldskade.
      • Bør kompenseres.
    • Spark i hoved under kamp.
      • Bør kompenseres.
    • Skadet under forhør.
      • Bør kompenseres.
    • Magirelateret skade, i forsøg på at redde Henry og Cassie.
      • Bør kompenseres.
  • Dealan-Dé, Mackenzie
    • Knivstik i fod og slag på krop i forbindelse med bersærk-lanter på tog.
      • Må antages at høre under risikotillæg. Ingen ekstra kompensation.
    • Faldskade.
      •  antages at høre under risikotillæg. Ingen ekstra kompensation.
    • Faldskade.
      • Må antages at høre under risikotillæg. Ingen ekstra kompensation.
  • Edwards, Cassandra Evangelina Destiny
    • Faldskade.
      • Bør kompenseres.
    • Uheldigt ramt i hovedet under jagt på nødvendige papirer.
      • Hændeligt uheld under omstændighederne, bør ikke kompenseres.
  • Haggard, Henry
    • Angrebet af mediansk vildkat, såret i ansigt og overkrop, måtte behandles på hospital.
      • Bør kompenseres.
    • Påvirket af blomst fra Otaheide, under forsøg på at uskadeliggøre denne, måtte behandles på hospital.
      • Bør kompenseres.
    • Skadet under forhør.
      • Bør kompenseres.
    • Magirelateret skade, i forsøg på at redde Cassie og Vincent.
      • Bør kompenseres.
  • Quintin, Maximillian
    • Selvforskyldt hovedskade – slog sig selv i hovedet i affekt, og kom på en eller anden måde til at slå sin hjelm ind og forårsage en skade i panden.
      • Ikke en skade der bør kompenseres.
    • Knivstik mod torso.
      • r kompenseres.
  • Ravenhall, Vincent
    • Søm igennem hånd.
      • Hændeligt uheld, minimal skade. Bør ikke kompenseres.
    • Angrebet af trænet kamphund, alvorlig skade på hals.
      • Bør kompenseres.

Konklusioner og anbefalinger – tilføjet af Mackenzie Dealan-de

Hele holdet er påvirket af begivenhederne, nogle mere end andre. Det er svært at vurdere, så tæt på begivenhederne, hvilken hjælp der skal ydes.

Det anbefales at Max taler med en sjælesørger, med henblik på at vurdere hans traumer i forbindelse med krigen, og hans nogen gange uhensigtsmæssige reaktioner i marken. Hans traumer i forbindelse med krigen, blev trukket frem offentligt af Lady Sybil under vores konfrontation med hende.

Det anbefales, at der holdes øje med Henry, og at han evt. får en sparringspartner fra hold F eller G, da det ser ud til, at han har fået kontakt med magi (igen.)

Vincent tager flere og flere chancer, umiddelbart er det ikke chancer som påvirker andre end Vincent, men det anbefales, at han taler med en sjælesørger.

Alexandros har overrasket positivt på denne opgave, og det anbefales, at han bliver fuldgyldigt medlem af hold D. Der er stadig tidspunkter, hvor han reagerer på grundlag af følelser, som eksempelvis da han stak en vagt ihjel, i stedet for at nøjes med at uskadeliggøre ham. Det er noget vi arbejder videre med.

Cassie havde håbet på at kunne redde lady Sybil , og må forventes at have en reaktion i forbindelse med, at det er mislykkes. Cassie blev ydermere sat i en situation, hvor Lady Sybil forhindrede hende i at hjælpe Vincent, som på det tidspunkt var hårdt såret. Det kan være en ide, at Cassie får noget sparring udefra, og samtaler med en sjælesørger.

Mackenzie, jeg skriver ikke om mig selv. Du må spørge én af de andre. Jeg har det ellers fint. Tak.

Reklamer
 

Kære Callum, efter Sybil 20. marts 2018

Filed under: Breve,Rollespil,Uncategorized — Pia Winther @ 22:40

Mackenzie har taget initiativet, og har fået resten af gruppen med til oprørernes lejr, hvor de kan gemme sig, og hvile ud. Hun føler ikke, at byen er sikker og hun ved at de har en kompetent læge i lejren og hun er på god fod med oprørslederen.

Herfra sender hun et bud til Callum med en kort besked

Vi er i oprørernes lejr

 

 

Kære Callum, blomsten 7. marts 2018

Filed under: Breve,Rollespil — Pia Winther @ 08:25

Kæreste Callum

Vincent og jeg sidder på hospitalet og venter på, at lægerne får vækket Henry. Det er anden gang på et døgn vi sidder her og venter mens Henry bliver behandlet. Og hvordan endte vi her?

Det startede med at det lykkes Henry at tyde en seddel lanteren på toget havde haft i en af sine lommer – han var på vej til Medien for at hente friskt blomsterstøv. Så selvom vi har travlt med at komme ud til udgravningen, så gav det mening at få fjernet den blomst, de åbenbart har. Som du ved var Cassie og Max i hefaisten og hjælpe jer andre, mens Alexandros ville advare lantere som ikke endnu var blevet påvirket af, hvad end der overtaler dem, til at bruge sort magi. Så der var Henry, Vincent og jeg tilbage.

Det virkede meget ligetil, finde huset med planten og uskadeliggøre den, men alt synes at gå galt – og jeg kan kun konstatere, at jeg ikke er god til at klatre, og ingen tror på mine løgne, og Vincent tager det ikke pænt, når jeg vender pågående mænds opmærksomhed mod ham, altså han havde jo LIGE flirtet med en af toldvagten samme morgen, så jeg gik ud fra, at det var i orden, og han er altså bedre til at håndtere sådan noget, end jeg er. Nok så harm påpegede han, at han jo altså er i et fast forhold med min barndomsveninde, her vil jeg bare påpege, at jeg er gift, og jeg fik ingen hjælp til at tale mig ud af suppedasen, hvad skulle jeg ellers have gjort? Som om det ikke var nok, så lykkedes det på en eller anden måde Vincent at få mandens opmærksomhed vendt mod Henry, og inden jeg fik set mig om, troede han, manden ikke Henry, at vi havde sagt ja til … du ved .. os alle sammen.

Men det lykkes at komme ind i huset i byen, vi fandt ikke andet, end at planten var blevet flyttet til et kloster lidt uden for byen – og at det ikke kun er lantere som er involveret. Vi havde en del problemer i det hus, men det lykkedes at finde nogle dokumenter, der fortalte at vi kunne finde planten i et gammelt kloster uden for byen. Med problemer mener jeg en malerbøtte, et hegn og en vinkælder – men det vigtigste er, at det lykkedes.
Jeg må også hellere sige det, inden Vincent fortæller dig det, for han finder det usandsynligt morsomt. Men hvad havde han regnet med, at jeg ville angribe helt uskyldige arbejdsmænd, med alt hvad jeg har. Selvom de så værre ud end jeg, da vi senere mødte dem. Det korte og det lange, jeg sad holdt øje med de to vi havde fanget i huset og læste de dokumenter vi havde fundet – det var ikke noget problem, for vi havde rullet dem ind i gulvtæpper. Da døren gik op, og fire håndværkere kiggede ind for at sige, at de gik for hjem for dagen. Hvad kunne jeg gøre, andet end at forsøge at bluffe – de faldt ikke for det, og Vincent fandt mig rullet ind i et gulvtæppe. Jeg var altså ikke kommet til skade, jeg gjorde kun symbolsk modstand. Men det var her stakkels Henry kom til skade første gang. Jeg var der jo ikke, men Vincent sagde, at en gal ocelot sprang på ham, og rev og bed ham. Det var første gang vi skulle på hospitalet med Henry, jeg er glad for, at du lærte mig førstehjælp, men det var langt mere, end jeg kunne klare.

Men vi tog op til klosteret dagen efter og stoppede på en kro, for at finde ud af mere om stedet, det var her vi mødte ham manden, du ved. To af håndværkerne fra huset var der også, de havde fået en opgave i klosteret, men de genkendte mig heldigvis ikke. Så dagen efter, tog vi til klosteret for at destruere blomsten, hvis vi fandt den. Og det var her, det endte med, at Henry skulle på hospitalet anden gang. Retrospektivt var det måske ikke en god ide at sætte ild til den, men det var nu engang det vi gjorde, og selvom vi ved, at den forsvarer sig selv, så blev især Henry og jeg ramt af blomsterstøvet, jeg havde kun nok cognac til at skylle det væk fra mit eget ansigt, så Henry endte med at blive så påvirket, at vi måtte have ham på hospitalet.

Som jeg sidder her og skriver det her, gik det op for mig, at vi jo ved, at røgen fra planten er dødelig. Da vi flygtede var de sidste to lantere og de to arbejdsmænd fra kroen og huset på vej op til klosteret. Jeg håber, at arbejdsmændene var så fulde, at de ikke nåede frem, jeg håber de er okay. Jeg ved vi ikke har tid til at tage derop og tjekke. Men jeg tror jeg sender et bud, eller en anonym anmeldelse. Jeg kan ikke bare lade det ligge.

Henry er vågnet, så jeg må hellere stoppe nu.

Jeg elsker dig

Din Mackenzie

 

Kære Callum, tilbage i Medien 28. februar 2018

Filed under: Breve,Rollespil — Pia Winther @ 16:05

Kæreste Callum

Vi er i Medien igen og jeg sidder ved hestehandleren og skriver til dig, mens jeg venter på de sidste, inden vi rider ud til udgravningen. Fordi det jo selvfølgelig er verdens bedste ide at ride, når ingen af os rigtig har styr på det. Jeg tager min hjelm på, og håber på det bedste.

Vi har desværre fået bekræftet at Sybil er indblandet, og jeg har virkelig bange anelser. Men der jo ikke andet at gøre, end at finde ud af hvad der foregår. Uanset at Cassie er fuldstændig overbevist om, at der er en god forklaring, så hælder jeg mere til, Henrys teori, om at det ikke på nogen måde kan være noget godt hun har for. Jeg har i øvrigt fået to billetter til Turopinsk-ekspressen, men jeg kan ikke rigtig se hvornår vi skal få tid til at bruge dem. Jeg overvejede om onkel Mac og Daisy kunne bruge dem, hvad siger du?

Jeg ved ikke hvornår vi er færdige med den her opgave, det virker bare som om den bliver ved og ved, men jeg kunne forstå på sladderen i byen, at I langt fra er færdige i hefaisten. Nu passer du på ikke? Og jeg er sikker på, at der findes folk, som kan placere sprængstoffer, bedre end du kan.

Men hvis det hele passer sammen, kunne vi så ikke mødes ude hos gamle Nana i Gedehytten? Jeg har alligevel nogle småting jeg lige ville vende med hende, inden jeg skal hjem, hun skal også lige vise mig noget. Jeg ved ikke med dig, men når vi når er færdige her, kunne jeg godt bruge en lille bitte pause, inden vi skal hjem.

Jeg elsker dig og savner dig.

Din Mackenzie

 

Kæreste Callum (2) 8. februar 2018

Filed under: Breve,Rollespil — Pia Winther @ 08:05

Kæreste Callum


Jeg elsker dig, men jeg hader hjelmen og jeg tror at Alexandros elsker dig. Han elsker i hvert fald dine pandekager, fortalte han mig, efter han havde indtaget i hvert fald et par hashkager for meget. Jeg tror det er en ide, hvis du planlægger at lave dem til ham, næste gang I ses. Pandekagerne ikke hashkager – og hvis I laver hashkager, kunne I måske bruge Alexandros’ værelse?

Det lader ikke til, at hverken Cassie eller Vincent er alt for påvirket af hele det frieri og afslag. Jeg ved selvfølgelig ikke om de har nået at få talt om tingene, men de stod i hvert fald og kyssede i gangen i Fader Johns hus.
Vi har nået en masse, og har fundet frem til, at fader John var blevet forgiftet med dampe fra blomsten fra Otaheide – og at det af en eller anden grund er lantere som står bag. Hvorfor ved vi endnu ikke – vi mistænker at der er mere i det, for det hænger sammen med den udgravning i Medien. Den vi læste om i avisen. Så det ser ud til at vi skal tilbage til Medien.

Vi har været på et kunsthåndværkermarked, for at forsøge at finde den håndværker, som havde lavet den glaskugle der var blevet brugt til at forgifte fader John. Vi fandt både håndværkeren og fik navnet på ham der havde købt dem. Men de glaskugler – jeg ved ikke hvad i alverden Henry tænkte på, men han var virkelig grov, så grov at selv Alexandros lagde mærke til det. Det endte med, at Alexandros og jeg købte glaskuglen, efter de andre var gået.

I går delte vi os op, og Cassie, Henry og Alexandros tog til hospitalet for at få adgang til Fader Johns, som ligger i koma. Jeg er ikke helt sikker på, hvad der skete, men da Max, Vincent og jeg kom tilbage til hotellet mødte Henry os udenfor og var voldsomt oprørt, han fortalte at Cassie, Alexandros OG Fader John lå bevidstløse på hans værelse. Vincent styrtede op til Cassie, mens jeg forsøgte at berolige Henry. Jeg ved ikke hvad i alverden, der så fik Max til at ryge i luften, men det hjalp ikke ligefrem på noget som helst, at han stod der midt på gaden og råbte op – jeg blev virkelig vred, hvad ligner det? Det endte med at jeg sendte ham op på hans værelse, med besked om, at han ikke skulle komme ud, før han var faldet ned. Jeg fik historien ud af Henry, og det er igen den forbandede teplante, som det på en eller anden måde lykkedes Cassie at indånde, hvorefter Alexandros fulgte med hende på en ånderejse? Jeg ved ikke helt hvordan? Alexandros forsøgte at forklare det da de vågnede. Men jeg kan lige forstille mig det, stakkels Henry alene på hospitalet med ikke en bevidstløs, men tre. Han havde åbenbart stablet dem på en seng med hjul og havde kørt dem ud til en vandtaxi, fået dem bukseret ned i båden og sejlet tilbage til hotellet, hvor han havde fået hjælp til at bære dem alle tre op på værelset. Jeg kan jo godt forstå, at han var oprørt, stakkels mand.
Især Cassie er ikke meget for at tale om hvad der skete, men hun råbe “Sybil” lige da hun vågnede, så højt at vi ikke kunne undgå at høre det, og jeg tror hun talte over sig, da hun sagde, at hun havde været så tæt på. Jeg ved ikke på hvad, eller hvad det handlede om, men jeg føler, jeg bliver nødt til at holde øje med hende. Hun prøver at være laissez-faire omkring det, men jeg har kendt hende lang tid nok, til at vide bedre, men jeg vil lige se tiden an, inden jeg gør noget videre. Vi har overladt fader John til Athenes tempel, og håber, at de kan hjælpe ham.
Og det bringer mig tilbage til den forbandede hjelm og hvorfor jeg hader den. Vi har været ude og undersøge en lanterlejr, og jeg bliver nødt til at sige, at den på ingen måde er optimal, når man skal snige sig! Den bliver ved med at glide ned og forstyrre mit udsyn. Men det er slet ikke vigtigt i forhold til hvad vi faldt ud af derude. De er blevet lokket til at tro, at de brændemærker de får er gudernes vilje – og at kun nogle få af dem er her i Danvithia – resten er i Medien, så det er derfor jeg tror at vi skal tilbage til Medien, når vi har fået styr på nogle løse ender.

Jeg elsker dig, og skriver når jeg ved mere. Jeg skal også nok blive ved med at bruge den hjelm, Cassie og Alexandros behøver ikke engang at insistere, det skal du bare ikke fortælle dem.

drawn-hearts-doodle-191659238947.jpgDin Mackenzie  

 

Kæreste Callum (Danthivia) 27. januar 2018

Filed under: Rollespil — Pia Winther @ 13:35

Kæreste Callum

Jeg sender brevet her fra Seeburg. Som du ved skulle vi til Danthivia med al hast, og jeg må sige, at det er stadig forbløffende få efterretninger vi har fået, jeg bryder mig ikke om, at vi fægter i blinde. Men sådan er det, og efter togturen frygter jeg, at det er større og mere kompliceret end vi havde regnet med. Vi troede, at vi skulle have en begivenhedsløs rejse med toget, du ved, med de vanlige passagerer, og de skuffede umiddelbart heller ikke. Jeg må indrømme, at selvom man da læser om de lokales forhold i både Medien og Lydien, så blev jeg forbløffet over hvor voldsomt myndighederne behandler deres borgere, især da vi nåede grænsen til Lydien, det var meget voldsomt.
Da vi skulle skifte tog i Landgraaf, som i øvrigt er lige så brun som i rejsebøgerne, skete der noget. Først anede vi ikke uråd, nok fordi nogen valgte ikke at dele deres fornemmelser og bekymringer, men tilbage til det senere. Da vi stod og ventede på vores tilsluttende tog, opdagede Cassie og jeg at te-damen fra toget, vi lige var kommet fra, holdt øje med os – og sammen med hende stod en lanter, bortset fra, at der var noget … galt med ham. Han havde tøjet, men så forkert ud, han så ud som om han kom fra de vestlige kolonier. Vi fortalte de andre det – og her kommer det frem, at hun har udspurgt Max på nærmest hele rejsen, og at han stort set har fortalt hende alt. ALT Callum – hvad er ideen i at have hemmeligheder, hvis det vi foretager os bliver fortalt til den første storbarmede kvinde på turen? Vi besluttede os for at undersøge toget, for at se, om lanteren evt. var med ombord på vores videre rejse, og det var han, bortset fra, at han nu havde blond hår og blå øjne. Alexandros sagde, at han mærkede magi, så vores gæt var, at det var samme mand fra stationen i Landgraaf. Vi besluttede os for at tale med ham. Hvis idé det var, at vi skulle kravle uden på toget, for at komme til bagagevognen ved jeg ikke, men det var en tåbelig ide. Men i det mindste så ingen os gå derned. Vincent klædte sig som en kontrollør, og fik lokket lanteren med til bagagevognen hvor vi andre ventede, her gik han amok. Beserk! Jeg har ikke noget andet ord for det. Han var umulig at tale til fornuft og fuldstændig ude af kontrol, han blev ved med at kæmpe, uanset hvad vi gjorde. Det endte med, at Henry fik ramt ham og hans liv stod ikke til at redde. Men da han døde, ændrede hans træk sig, og han lignede nu, det vi må gå ud fra, var ham selv, en lanter. Han havde fået brændt runer ind i huden på armene. Alexandros kunne huske, at det var runer hekse bruger, og bestemt ikke til noget godt. Jeg håber for Alexandros’ skyld, at manden ikke havde fået det gjort frivilligt. Da Vincent nævnte muligheden … jeg håber det ikke.
Heldigvis kom ingen af os til alvorligt til skade, kun et par skrammer, på trods af hans voldsomme modstand. Men både Alexandros og Cassie var mere end almindeligt udmattet, og det havde også tæret på Henry, han er jo ikke helt ung længere. De hængte kun lige sammen, mens vi skjulte sporene efter kampen. Det var godt, at vi ankom til Seeburg am Ostersee kort tid efter, og kunne få lagt dem i nogle ordentlige senge. Mens de andre sov, tjekkede Vincent og jeg huset, men det var blevet lukket af myndighederne, så vi gjorde ikke yderligere.

Næste dag, da alle var relativt udhvilede, talte vi alle om, hvad vi gør herfra. Her, først HER kom det frem, at både Alexandros og Vincent havde haft en fornemmelse af at noget var galt, allerede da vi stod på toget i Medien. Jeg er skuffet, især over Vincent, han burde vide, at han skal dele det med os andre, også selvom det blot er en fornemmelse. Jeg har talt med Alexandros om det, og han kan godt se, at det havde været en god ide at sige det, men han havde været nervøs for det, efter vi havde skældt ham ud, dengang med sømændene og planten, det kan jeg jo ikke fortænke ham i, den tager jeg på mig. Jeg håber, at vi på et tidspunkt når til, at han ikke er nervøs for at dele sin viden. Det viste sig, at det er lykkedes ham at fange lanterens sjæl, og vi har besluttet at udspørge ham? den? Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal synes om det? På den ene side er det, det logiske at gøre, men på den anden side, så er jeg ikke helt tryg ved det. Du ved, kan du huske jeg fortalte dig om porten til Hades? Men Alexandros er sikker på, at det kan lade sig gøre, og at det er helt sikkert.
Henry er dybt mærket af, at det var ham, der dræbte lanteren, jeg forsøgte at tale med ham om det, men jeg tror ærligt talt ikke jeg klarede det særligt godt. Jeg har foreslået Cassie, at hun lige tager en snak med ham.

Jeg har det godt, jeg får stadig hovedpiner, især når jeg læser for længe, og ligesom på turen fra Strathclyde til London, blev jeg også køresyg denne gang, men ikke lige så slemt. Det gør de her togrejser ekstra kedelige, når jeg nærmest kun kan kigge ud af vinduet. Jeg tog mig selv i at lytte skamløst til to handelsmænd, som sad på den anden side af gangen – ikke at de havde noget spændende at sige, de virkede ikke specielt kompetente. Jeg håber at fremtidige togrejser byder på lidt mere spændende rejsende, eller mindre køresyge og hovedpine. Cassie har forsøgt sig med at binde gaze stramt om mit hoved, jeg synes ikke rigtigt der var nogen effekt, andet end jeg følte, at jeg så smådum ud. Men omvendt havde jeg ikke rigtigt mulighed for at forsøge at læse igen, så det er da et forsøg værd at prøve igen.

Jeg har i øvrigt talt med Alexandros om, hvordan han bærer sig ad med at huske alle de sange og historier, og han havde nogle tips, og er begyndt at hjælpe mig. Han siger, at jeg skal træne min hukommelse. Jeg tror ikke, at det vil få de ting, som jeg har mistet tilbage, men måske, det er i hvert fald et forsøg værd. Han har også nogle interessante tanker og forestillinger om, hvordan man løser problemer. Han foreslog at vi kunne lyve os døde, for så at være i live, og så vil min familie være så lettet, at de glemmer at være vrede, det var noget med en historie hvor det virkede. Jeg synes, vi skal droppe den metode.

Cassie fortalte, at Vincent har friet til hende – og hun sagde nej. Jeg har talt lidt med hende om det, jeg ved ikke rigtigt, jeg synes det var svært at råde, det er jo deres liv, og de må jo gøre, hvad de føler er rigtigt. Men de er mærket af det, Cassie er ikke som sådan ked af det, bare mere frustreret og … ikke Cassie. Vincent formår at skjule det bedre, men han er også lidt mere stille end han plejer, hvilket er forståeligt nok. Ikke at de andre lægger mærke til det, mellem Henrys research, Max’ snak med te-damer og Alexandros som åbenbart er ved at lave et nyt stykke musik.

Kom du godt frem og kom Grace godt afsted? Huskede du at sige, at hun bare kan sende et telegram hvis der er noget? Men det ved hun jo godt.
Pas nu på dig selv, når I kommer tilbage til hefaisten! Jeg ved godt, at du siger, at du ikke kan lade være, hvis det bliver nødvendigt – og det er en af de ting jeg elsker ved dig, men vær nu forsigtig! Især med hold A og B i ryggen, behøver du ikke være den der tager slagene, og slet ikke at være den, som hjælper hold G med eksplosiverne!

Jeg elsker dig, og lover, at jeg også nok skal passe på mig selv – ikke tage unødige chancer, og bruge min hjelm.

Jeg savner dig allerede.

Din Mackenzie

 

Serier … lange serier og dette års bedste bog. 11. juni 2015

Det er efterhånden sjældent jeg giver mig i kast med en ny fantasyserie. Hvorfor? Fordi, og her kan det være, at jeg har været uheldig, de altid følger samme opskrift og/eller bliver enormt lange. Den sidste serie jeg læste til ende var Brandon Sandersons Mistborn-serie.

Nogen har jeg opgivet fordi serien bare bliver ved, og ved, og ved. Wheel of Time anyone. Det kan også være fordi der er for lang tid mellem udgivelserne; Green Rider. Hvilket betyder, at når den næste udkommer, så er der gået så lang tid, at jeg har glemt hvad de første handlede om, men jeg husker, at jeg i hvert tilfælde ikke gider læser dem igen. Det kan også være fordi, de første bøger var gode og så falder kvaliteten, eller det begynder at køre i ring og bliver gentagelse på gentagelse. Eller jeg mister interessen for personerne i bøgerne, eller de gør noget så himmelråbende dumt, at jeg ikke gider dem mere.

Nogen gange kan jeg ikke rigtigt forklare hvorfor jeg aldrig fik læst serien færdig … en af dem er Demon Cycle. Jeg elskede den første bog, og jeg kan ikke rigtigt forklare hvorfor jeg aldrig fik læst de næste.

6437061Andre serier, dem venter jeg på, og venter med glæde: Mistborn, Master of Crows, Weathermages of Mystral, The Others, Iron Seas for at nævne nogle. Okay den sidste er måske mere steampunk, men jeg venter stadig med glæde.

Hvilket bringer mig, til dette års (foreløbigt) bedste bog. The Hundred Thousand Kingdoms af N.K. Jemisin, hold da op en rejse. Jeg var advaret om i forvejen, at den kunne virke rodet, der er mange perspektivskifter som ikke giver mening, og at de virker malplacerede, men at det hele ville give mening, og at det ville være det værd. Ja, ja det var det. Den var det hele værd. Mit eneste meh må være slutningen, men omvendt, så er der flere bøger i serien, så så meget et meh er det heller ikke.

Så hvis du mangler en ny bog/serie og kan lide fantasy, så kunne den her være en ide.
The Hundred Thousand Kindoms, som er den første bog i Inheritance serien, den næste hedder The Broken Kindoms og den sidste Kingdom of the Gods og så er der lige en novelle efter den sidste bog The Awakened Kingdom. Du kan læse meget mere på N.K Jemisins hjemmeside.

 

 
Den tatoverede børnebibliotekar

Anekdoter fra et bibliotek

Meljean Brook

Om fantastiske bøger, æventyr, rollespil, katte og hvad jeg ellers finder på

FoodPress

Serving up the hottest dishes on WordPress.com.

Milles mad

god mad til den travle børnefamilie